Seaweed Atlantis Necklace

En royal halskæde – et håndlavet smykke med sjæl og tyngde

Når jeg ser på den her halskæde, mærker jeg ikke noget, der råber. Jeg mærker ro. Noget dybt.

Noget, der har fået lov at tage form i sit eget tempo. Den er ikke bare lavet – den er blevet til.

Smykket er håndlavet i sterling sølv og skabt gennem en saltstøbningsproces, hvor jeg har arbejdet med materialet fremfor

imod det. Strukturen i sølvet er ikke poleret væk – den er bevaret. Som spor. Som noget, der har været igennem noget og

stadig står. De organiske former er inspireret af tang og koraller. Ikke som pynt, men som bevægelse.

Som noget der vokser, slynger sig og finder sin egen vej. Mellem formerne ligger små kugler i 14 karat guld, som bryder

overfladen og tilfører varme til det rå.

Midt i smykket sidder en mørk ferskvandsperle. Den er ikke valgt for at være perfekt, men for at være rigtig.

Den har dybde. En ro, der ikke behøver forklare sig. For mig er det her ikke et klassisk “pænt” smykke.

Det er noget andet. Noget mere sanseligt. Noget man ikke bare tager på for at pynte sig – men for at mærke.

Kæden er opbygget med håndlavede led og længere, hammerslåede stykker, der bryder rytmen og giver smykket sit eget

udtryk. Låsen er en klaplås, jeg selv har udviklet – en del af helheden, ikke noget der gemmes væk. Det var en udfordring, jeg

gav mig selv, og den skulle både fungere og føles rigtig i hånden.

Når jeg laver sådan et smykke, er det ikke for at få det til at ligne noget andet. Det er netop for at lade det være det, det er.

Ét værk. One of a kind.

Når du modtager det, ligger det i en æske, pakket med ro og omhu. Der følger en pudseklud med, så du kan give det nyt liv,

når det har været brugt, og en lille chokolade – fordi det også må være rart.

Der følger også et symbolikmagasin med. Ikke som en forklaring, men som en forlængelse. Her folder jeg fortællingen ud i

ord og billeder. Om materialerne, om det jeg selv ser i det, og om det at finde noget i dybet og bringe det med op.

Ikke som noget, der skal vises frem – men som noget, der bæres.

Ikke et smykke, der skal ligne alle de andre. Men et, der finder sin egen plads.

Og måske også finder sin vej til den, der skal bære det.