top of page

Når mørket ikke skjules, men bliver en del af lyset.


Englevinger forbindes ofte med noget blidt, rent og uskyldigt. Men for mig må de også gerne være rå, rebelske og fulde af karakter. For livet består ikke kun af lys og skønhed, men også af modstand, forandring og de sider af os selv, som ikke altid passer ind i andres forestillinger.

Black Rebel er min mørkere fortolkning af Angel Wings, hvor det klassiske vingemotiv møder tatoveringskunstens rå æstetik. Skabt i sterlingsølv og afsluttet med sort rhodinering får vingernes detaljer en dyb, næsten grafisk karakter, der fremhæver kontrasten mellem det elegante og det rebelske.


Lysbæreren


Navnet Lucifer stammer fra latin og betyder lysbærer. Oprindeligt blev det blandt andet brugt om morgenstjernen, planeten Venus, når den viser sig før solopgang. Gennem senere religiøse fortolkninger blev navnet forbundet med den faldne engel og djævelen.

Netop den forandring i betydning fascinerer mig. Hvordan noget, der engang var forbundet med lyset, senere kunne blive et symbol på mørket.

I Black Rebel er Lucifer derfor ikke en hyldest til ondskab, men en del af fortællingen om vores forestillinger, fordomme og de mange nuancer, der findes mellem godt og ondt.

Om at turde se bag det umiddelbare og finde sin egen forståelse.


7.666 – når tal får flere betydninger


Prisen på 7.666 kr. er en bevidst del af værkets symbolik.

Tallet 666 forbindes traditionelt med djævelen, men inden for moderne engletalsfortolkning tillægges det en ganske anden betydning. Her forbindes det med balance, omsorg og det at finde tilbage til sig selv. Tallet 7 forbindes med intuition, indre visdom og søgen efter en dybere forståelse.


Sammen bliver tallene for mig et billede på livets dualitet. Det rå og det blide, det menneskelige og det åndelige. Ikke som modsætninger, hvor det ene skal overvinde det andet, men som forskellige sider af den samme helhed.

For nogle symboler ændrer betydning, alt efter hvordan vi vælger at se dem.


Skabt med hænderne


Black Rebel fremstilles i 925 sterlingsølv efter min egen vingemodel, hvor fjerstrukturen og de fine detaljer går igen på begge sider. Det gør det muligt at vende vingerne, så de danner et spejlvendt par til højre og venstre øre.

Den særlige L-formede bøjle monteres separat og føres gennem hullet i øret, så vingerne følger ørets form. Efterfølgende får sølvet sin dybe sorte overflade gennem rhodinering.

Smykkerne fremstilles i mindre antal og ikke som masseproduktion. Den mørke overflade kan med tiden ændre karakter på de steder, hvor den udsættes for berøring og slid.


Når Black Rebel finder vej til dig


Black Rebel leveres som et par i en smykkeæske sammen med en pudseklud og et lille stykke chokolade som en personlig hilsen.


Efter købet skriver jeg det tilhørende symbolikmagasin, hvor fortællingen om inspirationen, håndværket og symbolikken bag smykkerne får mere plads. Magasinet trykkes og eftersendes uden ekstra beregning.


Black Rebel – englevinger med kant, skabt til at rumme både lyset og mørket.

Black Rebel – Angel Wings Earcuffs

Varenr.: 091
7.666,00 kr.Pris
Antal
    bottom of page