Returnering & fortrydelsesret
Ved køb i webshoppen har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret fra den dag, du modtager varen, jf. forbrugeraftalelovens § 19.
Ønsker du at gøre brug af din fortrydelsesret, skal du meddele dette inden udløbet af de 14 dage via webshoppen under “Fortryd køb”,
jf. § 20.
Når din fortrydelse er registreret, modtager du en elektronisk bekræftelse. Det er ikke tilstrækkeligt blot at undlade at modtage eller afhente varen. Du skal give besked om, at du ønsker at gøre brug af din fortrydelsesret.
Når du har meddelt, at du ønsker at gøre brug af din fortrydelsesret, skal smykket returneres senest 14 dage efter din meddelelse om fortrydelse, jf. § 24, stk. 1.

Køb på udstillinger, messer og markeder
Når du køber et smykke direkte hos Hviid Unika på en udstilling, messe, et marked eller et andet midlertidigt fysisk salgssted, hvor mine smykker er udstillet og sælges, har du mulighed for at se og prøve smykket og træffe din beslutning, inden købet gennemføres.
Ved fysiske køb er der som udgangspunkt ikke den samme lovbestemte 14 dages fortrydelsesret som ved køb gennem webshoppen. Et køb, der indgås og betales fysisk på et salgssted, er derfor som udgangspunkt bindende. Hviid Unika tilbyder ikke en generel retur- eller bytteret ved fysiske køb. Det gælder også, selv om du efterfølgende fortryder købet eller oplever, at smykket alligevel ikke passer til dig eller dine ønsker.
I særlige tilfælde kan jeg efter individuel aftale vælge at tage et færdigt og fejlfrit smykke retur eller tilbyde ombytning. Dette er i så fald en frivillig service i den konkrete situation og betyder ikke, at der generelt tilbydes retur- eller bytteret ved fysiske køb.
Hvis et køb efter gældende lovgivning i den konkrete situation er omfattet af en lovbestemt fortrydelsesret, gælder denne naturligvis. Ovenstående vedrører alene fortrydelse af et køb. Dine almindelige rettigheder ved fejl eller mangler ved smykket gælder fortsat.
Når du prøver et smykke købt i webshoppen
Når du køber et smykke gennem webshoppen, må du naturligvis prøve det for at se, om størrelse, pasform og udtryk er det rette for dig – på samme måde som du ville kunne prøve et smykke ved et fysisk køb. Det betyder eksempelvis, at du gerne må sætte en ring på fingeren og se, hvordan den sidder og tager sig ud, men smykket må ikke tages i egentlig brug eller bæres som dit eget i perioden, inden det returneres.
Hvis smykket har været brugt ud over det, der er nødvendigt for at prøve og undersøge det, og dette har medført en værdiforringelse, hæfter du for denne værdiforringelse, jf. forbrugeraftalelovens § 24, stk. 5. Det kan eksempelvis være synlige brugsspor, ridser eller anden påvirkning, som er opstået ved brug. Fortrydelsesretten giver dig dermed mulighed for at prøve smykket og vurdere, om det er det rette for dig, men ikke for at tage det i brug og efterfølgende returnere det som ubrugt.
Returforsendelse ved webshopkøb
Du betaler selv de direkte omkostninger ved returforsendelsen, jf.
forbrugeraftalelovens § 24, stk. 2, og har ansvaret for varen, indtil den er modtaget retur hos Hviid Unika. Smykket skal returneres i den originale smykkeæske, som det blev leveret i. Smykket skal placeres forsvarligt i æsken, så det ligger beskyttet under transporten og ikke kan bevæge sig frit eller blive beskadiget.
Smykkeæsken skal herefter pakkes forsvarligt til transport i egnet ydre emballage, så både smykket og æsken er beskyttet under forsendelsen. Ved returnering af smykker med en værdi over 4.800 kr. skal forsendelsen ske som værdiforsendelse med forsikring svarende til smykkets værdi. Udgiften til værdiforsendelsen afholdes af kunden.
Returforsendelsen skal kunne spores, så forsendelsen og afleveringen kan dokumenteres.
Returvarer sendt pr. efterkrav modtages ikke.
Returadresse:
Hviid Unika
Nøkkerosevej 13
2400 København NV
Tilbagebetaling ved fortrydelse af webshopkøb
Når du rettidigt har meddelt, at du ønsker at gøre brug af din fortrydelsesret, tilbagebetales de beløb, som skal tilbagebetales efter reglerne om fortrydelsesret, herunder den almindelige leveringsomkostning ved den oprindelige levering, jf. forbrugeraftalelovens § 22, stk. 1.
Har du valgt en dyrere leveringsform end den billigste standardlevering, som Hviid Unika tilbyder, tilbagebetales merudgiften til den dyrere leveringsform ikke, jf. § 22, stk. 3.
Tilbagebetalingen sker som udgangspunkt med samme betalingsmiddel, som blev anvendt ved købet, medmindre andet udtrykkeligt aftales, jf. § 22, stk. 2. Hviid Unika kan tilbageholde tilbagebetalingen, indtil smykket er modtaget retur, eller indtil du har fremlagt dokumentation for, at smykket er returneret, alt efter hvilket tidspunkt der kommer først, jf. § 22, stk. 4.
Hvis smykket har været brugt ud over, hvad der er nødvendigt for at undersøge og prøve det, og dette har medført en værdiforringelse, kan værdiforringelsen fratrækkes det beløb, der tilbagebetales, jf. § 24, stk. 5.
Specialbestillinger og personlige smykker
Ved specialbestillinger, personlige smykker og vielsesringe, som fremstilles efter kundens specifikationer eller får et tydeligt personligt præg, gælder den almindelige 14 dages fortrydelsesret ikke, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 3.
Hos Hviid Unika er et smykke en specialbestilling, når det ikke allerede findes færdigt og på lager, men skal skabes på ny til dig efter individuelt aftalte specifikationer. Det gælder også, hvis du har forelsket dig i et eksisterende Hviid Unika-værk og ønsker en ny fortolkning i eksempelvis en anden størrelse eller med andre aftalte mål, materialer, ædelsten eller detaljer.
Mine smykker er håndlavede unika-værker og fremstilles ikke som identiske kopier. Et nyt værk, der tager udgangspunkt i et eksisterende smykke, skabes derfor individuelt til dig og vil gennem den håndlavede og kunstneriske proces få sit eget udtryk og sine egne organiske variationer.
Når en sådan bestilling er bekræftet, er aftalen bindende, og det færdige smykke kan ikke returneres eller ombyttes som et færdigt smykke købt fra lager. De nærmere vilkår fremgår under “Særlige betalingsvilkår”, “Betaling ved specialbestillinger og vielsesringe” og “Specialbestillinger er bindende”.
Dette ændrer ikke på dine almindelige rettigheder, hvis der er en fejl eller mangel
ved det leverede smykke.
