top of page

Som et lille stykke iskrystal, der har fanget lyset.


Der er noget fascinerende ved at se ind i en helt klar krystal. Hvordan lyset bevæger sig gennem dens mange facetter og brydes i små, næsten prismeagtige mønstre, der forandrer sig, hver gang man drejer den. Det er netop den oplevelse, jeg har ønsket at indfange i Sparkling Ice. En ring, hvor stenen næsten ligner et lille stykke gennemsigtig is, men hvor lyset afslører en verden af detaljer under overfladen.


I centrum sidder en 1,95 ct brillantslebet Herkimer Diamond, løftet højt i en åben fatning af sterlingsølv. Den blanke ringskinne er enkel og klassisk, så stenen får lov at være det naturlige blikfang. Der er noget næsten prinsesseagtigt over formen med den store klare sten og dens fine lysspil. Min egen lille fortolkning af den klassiske solitairering, blot med en kvartskrystal i stedet for den traditionelle diamant.


Men for mig handler prinsesseringen ikke om at vente på prinsen. Den handler om selv at vælge noget smukt. Om at give sig selv lov til at bære lidt glimmer og lade noget så enkelt som en ring blive en lille glæde i hverdagen.


Ligesom stenens mange facetter fanger lyset fra forskellige vinkler, rummer vi mennesker også mange sider, formet af det liv, vi har levet. Nogle træder tydeligt frem, mens andre først viser sig, når lyset falder på en ny måde. Ingen af os er helt ens, og det er netop dét, der gør os interessante. Med den tanke er Sparkling Ice skabt som en unikaring, der kun findes i dette ene eksemplar.


Klarhed og nærvær – stenens alternative fortælling


Herkimer Diamond er trods navnet ikke en diamant, men en særlig klar kvartskrystal. I sin naturlige form er Herkimeren dobbelttermineret med spidser i begge ender og typisk 18 naturlige flader. Stenen i Sparkling Ice er derimod brillantslebet, hvilket giver den sit særlige spil af lys og refleksioner.


Herkimer Diamond er også kendt som Stone of Attunement og forbindes inden for Reiki, energihealing og andre metafysiske traditioner med klarhed, glæde, nærvær og spirituel bevidsthed. Den tillægges desuden betydning i meditation og drømmearbejde. Det er alternative fortolkninger, som føjer endnu et lag til stenens historie, men for mig begynder fascinationen med selve krystallen og alt det, der åbenbarer sig, når lyset rammer den.


Ringstørrelse


Sparkling Ice findes kun i dette ene eksemplar i størrelse 51. Med sin mindre størrelse kan den også bæres som en elegant cocktailring på lillefingeren.


Når Sparkling Ice finder vej til dig


Ringen leveres nænsomt pakket i en smykkeæske sammen med en pudseklud og et lille stykke chokolade som en personlig hilsen. Efter købet skriver jeg det tilhørende symbolikmagasin, hvor fortællingen om Herkimeren, inspirationen, håndværket og symbolikken får mere plads i ord og billeder. Magasinet trykkes og eftersendes uden ekstra beregning.

Sparkling Ice Cocktail Ring

Varenr.: 099
10.995,00 kr.Pris
Antal
    bottom of page