Som strå fanget i morgensol.
Straw Armring er skabt med udgangspunkt i stråets organiske former. De enkelte strukturer mødes og bugter sig omkring håndleddet, som aks på en mark, der bevæger sig i vinden.
Armringen er udført i blankt 925 sterling sølv, hvor lyset får lov at bevæge sig hen over de mange små strukturer og ujævnheder i overfladen.
Nogle steder fanger sølvet lyset kraftigt, andre steder opstår små skygger – og netop det giver armbåndet det levende udtryk, der kendetegner Liquid Straw-kollektionen.
Det er en fast armring uden lås. Formen er markant, men naturens egne linjer og spor får lov at bryde sølvets tyngde og give værket bevægelse.
Denne udgave
Denne armring har en indvendig omkreds på ca. 19 cm og findes klar i dette ene eksemplar.
Ønsker du en skabt særligt til dit håndled, er du velkommen til at kontakte mig. En ny udgave tilpasses individuelt og vil derfor få sit eget udtryk.
Når strået bliver et symbol
Et strå kan se spinkelt ud, men rummer en særlig styrke. Det følger vinden, bøjer sig og bevæger sig, uden at det nødvendigvis mister sin retning.
Det er den dobbelthed, der ligger i Straw – styrken og sårbarheden, bevægelsen og evnen til igen at rejse sig. I denne armring er stråenes flygtige former fastholdt i sølv som en lille påmindelse om, at styrke ikke altid behøver være stiv og urokkelig.
Smykket kommer i æske sammen med en pudseklud og lidt chokolade som en lille hilsen med på vejen.
Når armringen er blevet sendt afsted, vender jeg tilbage til smykkets fortælling og skriver det symbolikmagasin, der hører til netop dette værk. Her folder jeg historien om strået, naturen og symbolikken ud i ord og billeder og giver fortællingen den tid og det nærvær, den fortjener. Magasinet eftersendes uden ekstra omkostninger.

